Politikker om aktiv aldring
Andelen af ældre er stigende i alle lande i Europa. Denne befolkningstilvækst har indflydelse på vores sundhed, sociale velfærd, beskæftigelse og pensionssystemer. Ifølge den Europæiske Union har ca. 14 % af alle ældre mennesker i EU ingen børn (og dermed heller ingen børnebørn) og derfor er de i større risiko for at mangle støtte og mental velvære, når de bliver ældre.
Alder hænger sammen med risici, for eksempel risikoen for depression – 10-15 % af alle mennesker i Europa over 65 år bliver ramt af depression og de har større risiko for at blive ramt af kronisk sygdom. Risikoen for fattigdom, som vurderes til at være 9-10 % i Tjekkiet og Spanien og 20-21 % i Polen, Litauen, Grækenland og Portugal, er højere jo lavere indkomst man har, jo mere uregelmæssig ens karriere har været og jo lavere pension man modtager. Kombinerede risikofaktorer har stor indvirkning på ældre, især ældre kvinder og ældre med lavt uddannelsesniveau og dette påvirker også deres sundhed og aktivitetsniveau.
Som reaktion på denne udvikling har man udviklet politikker på europæisk plan, også om aktiv aldring. Politikker virker bedst, når de favner bredt – familiepolitik, lokalpolitik, arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik og socialpolitik.
Ældre har ofte et lavere uddannelsesniveau end yngre mennesker. For at realisere begrebet ”aktiv aldring”, kan man lave kurser, workshops og seminarer for at hjælpe de ældre med at blive, eller forblive, aktive. Politiske beslutningstagere har reageret på dette og støttet den politiske diskussion om livslang læring i den Europæiske Union. Nogle af disse politikker forklares kort i det følgende.
Eksempler på europæiske politikker:
Strategiske rammer for uddannelse og undervisning[1]
Uddannelses- og undervisningspolitikker har været i fremdrift siden vedtagelsen af Lissabonstrategien i 2000 - EU’s overordnede program, som fokuserer på vækst og jobs samt modernisering af arbejdsmarkedet. I strategien anerkendes det, at viden og den innovation, som viden kan sætte i gang, er EU’s mest værdifulde aktiv, især set i lyset af den øgede globale konkurrence.
Den europæiske dagsorden for voksenuddannelse[2]
Den fornyede europæiske dagsorden for voksenuddannelse bygger ”Voksenuddannelse 2006” og den efterfølgende ”Handlingsplan for Voksenuddannelse 2008-2010”. Den bygger på Strategirammen for Europæisk Samarbejde på Uddannelsesområdet (ET 2020) og skal ses i sammenhæng med den europæiske 2020-strategi og dens mål om at reducere elevfrafaldet i skolesystemet og øge antallet af personer, der gennemfører en uddannelse.
Terminologien i de europæiske uddannelsespolitikker[3]
Der er blevet udformet en flersproget ordliste med begreber på engelsk, tysk, fransk, italiensk og portugisisk, for bedre at kunne forstå de europæiske uddannelsespolitikker. Ordlisten er udviklet til forskere og alle andre, som er involveret i uddannelsespolitik. Ordlisten er en opdateret og udvidet version af ”Terminologi i uddannelsespolitik”, som blev udgivet af Cedefop i 2004. 100 nøglebegreber inden for uddannelsespolitik blev udvalgt til ordlisten.
Definition og udvælgelse af nøglekompetencer
En kompetence er mere end blot viden og evner. En kompetence omfatter evnen til at imødekomme komplekse krav ved at trække på, og mobilisere, psykosociale ressourcer i en specifik kontekst. OECD’s dokument ”Definition og udvælgelse af nøglekompetencer” blev udformet med det formål at samle en lang række eksperters og interessenters holdninger for at producere en sammenhængende og bred analyse af, hvilke kompetencer der er nødvendige i den moderne verden. I dokumentet nævnes tre kompetencer, som giver god mening for projekter med ældre og andre befolkningsgrupper: at handle uafhængigt, at interagere i heterogene grupper og at bruge værktøjer interaktivt (for eksempel IKT-værktøjer).
Nøglekompetencer til livslang læring[4]
Den europæiske referenceramme definerer nøglekompetencer til livslang læring for den europæiske befolkning. Kompetencer defineres her som en kombination af viden, evner og holdninger, der er bestemt af konteksten. Nøglekompetencerne er de kompetencer, som er nødvendige for at det enkelte individ kan opnå personlig udfoldelse og udvikling, blive en aktiv medborger, blive integreret socialt og begå sig på arbejdsmarkedet. De 8 nøglekompetencer er:
- Kommunikativ kompetence på modersmålet
- Kommunikativ kompetence på fremmedsprog
- Matematisk kompetence og naturvidenskabelig og teknisk basiskompetence
- Digital kompetence
- Læringskompetence
- Social kompetence og medborgerkompetence
- Initiativ og iværksætterånd
- Kulturel bevidsthed og udtryksevne
Frivillighed og aktiv aldring[5]
Rådet for den Europæiske Union opfordrer til frivilligt arbejde som en formel, ikke-formel og uformel aktivitet.